5. juli 2018

Besøg et ægte flydende wellness-center i Skive

Hotel Strandtangen er langt fremme med at etablere et flydende wellness-center i lystbådehavnen i Skive.

Foreløbig er blandt andet saltvandsbassin og jacuzzi opsat, og mere udstyr er på vej.

- Vi skal jo finde på noget nyt hele tiden. I vinter var vi så heldige, at Skive Søsportshavn tilbød os et par flydepontoner, da søsportshavnen fik nye broer. Herefter greb det om sig, fortæller Christian Lindberg Olsen, direktør for Hotel Strandtangen.

Vandet i saltvandsbassinet kan varmes op til 28 grader og i jacuzzien kan det varmes op til 38 grader. Der er også opsat borde, stole og solsenge på den 160 kvadratamter store platform i lystbådehavnen. Der er orangeri, sauna og trappe til havnen på vej. Er der behov, kan der komme en jacuzzi mere. Faciliteterne skal kunne bruges hele året.

- I første omgang er anlægget rettet mod vores gæster, som betaler et fast beløb for at bruge det, uanset om de overnatter en eller tre nætter. Vi arbejder også med en idé om at etablere en wellness-klub, som alle, der ønsker at bruge wellness-anlægget, kan melde sig ind i, oplyser Christian Lindberg Olsen.

Tilbage til oversigten

Læs også

bubblemedia